Velkommen på naturlegepladsen i Svendborg
Foreningen for Naturlegepladsen Svendborg er en lokal borgergruppe, der har besluttet sig for at engagere sig i Naturlegepladsen med fokus på at skabe et levende og fællesskabsorienteret byrum. Foreningen arbejder på at skabe et aktivt fællesskab, der sammen kan sætte retning for den fremtidige udvikling af området. Foreningen har fået støttemidler af Svendborg Kommune til en række indledende tiltag, hvilket blandt andet har medført opsættelsen af et nyt naturhegn ud mod Dronningemaen, en række månedlige søndagsaktiviteter og planer om at indrette lagerbygningen ved toilettet til et borgerkontor med legesager, spil, kaffe, lyskæder og andre ting til glæde for foreninger, institutioner og frivillige borgere i Svendborg.
Som medlem får du mulighed for at deltage aktivt i arbejdet med naturlegepladsen, og er samtidig med til at sikre den basale økonomiske drift af foreningen.
Hvor og hvornår?
Vi mødes den første søndag i måneden fra 11-14. Følg derudover med på vores facebook-side for løbende opdateringer og andre arrangementer.